Alfabet – en audiovisuel Inger Christensen-koncert

Kom til en helt unik koncert i Jægersborg Kirke. Filmkomponist og lydkunstner Tao Højgaard aka Mute State har skabt en audiovisuel Inger Christensen-koncert – en helhed, hvor du på samme tid er både læser, lytter og beskuer.

Når du sætter dig på kirkebænken denne aften, vil du opleve et mørkt lærred, der svagt oplyses af blinkende lamper fra den hær af elektroniske musikinstrumenter, der har taget opstilling i forgrunden. Mørket viger langsomt, og en let vibrerende tekstur etablerer sig på lærredet. Stilheden brydes af en nysgerrigt insisterende sky af lyd, der langsomt lader sig synkronisere med en række utålmodigt dansende bogstaver. Lyden fortættes og bogstaverne rykker sig så tæt på hinanden, at de nu danner et ord. ALFABET står der, og litteraturkoncerten, der baserer sig på Inger Christensens digtsamling af samme navn, er skudt i gang.

Foran lærred og bag koncept og instrumenter står filmkomponist og lydkunstner Tao Højgaard aka Mute State, der med sin litteraturkoncert vil skabe en ligeligt musikalsk og litterær oplevelse. En oplevelse hvor publikum fordyber sig i fællesskab vel at mærke uden at gå på kompromis med den personlige oplevelse, der opstår imellem tekst og læser.

Jægersborg Kirke, Søndersøvej 5. Kl. 19, 20 og 21.

Skriv et svar